Året er 1977 og de fire gymnasievenner Hudson, Tyndskid, Badekar og Tarzan (Birger) sidder i et sommerhus i Klint, mens regnen vælter ned udenfor.
Af ren kedsomhed opfinder de et spil af de få ting, der er til rådighed i sommerhuset: Et par terninger, et raflebæger, snore og korkpropper. Da de pludselig opdager, at de få rekvisitter har udviklet sig til et helt særligt spil, kan de ikke stoppe. Første version af Prop er født. Senere kommer spillet med Birger i rygsækken til Val d’Isére i Frankrig. Her bor han og arbejder som skilærer og rejsebureauindehaver de næste 7 år. Der bliver spillet Prop med skigæster, ski- og busguider og folk fra alverdens lande til afterski og på skisafari. Spillet udvides med et dørslag, en brødkurv og en gammel lampeskærm. Prop-koppen svinger, propperne flyver og der bliver grinet og råbt højt. Hver skisæson bliver spillet hevet frem og forbedret.
Mange af guiderne og gæsterne spiller videre med venner og familie, når de kommer hjem fra skituren. 38 år efter turen i sommerhuset bliver Birger kontaktet af Henrik, som han har mødt på endnu en skitur. Henrik mener, at mange flere skal have glæde af spillet og opleve de gode grin. Spillet fortjener at blive sat i produktion. Belinda, der er gift med Birger, lander efterfølgende idéen om at Prop skal være et socialøkonomisk projekt. Tanken er, at spillet skal produceres på en måde, der gør en forskel i verden. I bedste PlayProp-ånd, beslutter de tre sig for sammen at skabe en virksomhed. Brand bureauet Thank You kommer med om bord og så er PlayProp på vej ud i verden.